Sveriges kungaslŠkt

Per Anderssons kartlŠggning av Šttlingar till arvmonarkins grundare Gustav Vasa

 

 

 

 

 

Sverige mod Kalmarunionen afspejlet i tre kroner (pΠdansk)

I 2023 er det pr¾cis 500 Œr siden, at Sverige trak sig ud af Kalmarunionen for at gŒ sine egne veje som nationalstat ved siden af Danmark og Norge. Gustav Vasa, grundl¾ggeren af det svenske arvemonarki, lod sig udn¾vne til Sveriges konge den 6. juni 1523, og det er til minde om denne diktator, at svenskerne fejrer deres nationaldag pŒ den dato, dagen efter Danmarks grundlovsdag. I en tiendedel af dette halve Œrtusinde har kongens 91-foldige efterkommer og nutidige efterf¿lger, Carl 16. Gustaf, regeret, og den 15. september var det 50 Œr siden, han besteg tronen i 1973.

I forbindelse med jubil¾umsfejringen er der i Sverige pr¾senteret et forvr¾nget historiebillede, bŒde i statens officielle kanaler og i de frie medier. Det er i bund og grund Gustav Vasas egen propaganda, der stadig lever efter et halvt Œrtusinde, og den forkerte historieskrivning bliver et angreb pŒ Danmark.

Myten om, at han befriede Sverige fra danskerne og den "danske" konge, gentages stadig ukritisk. Mere sandt var det, at et opr¿r under ledelse af Gustav Vasa v¾ltede Sveriges legitime konge Christian 2., som ogsŒ var konge af Norge og Danmark og ogsŒ blev afsat der i 1523. Der var ikke tale om noget fjendskab mellem det svenske og det danske folk, men en indenrigspolitisk konflikt mellem aristokrati og kongemagt.

Det h¾vdes endda, at Sverige fylder 500 Œr og dermed blev f¿dt som nation, da Gustav Vasa blev konge. Men alle de tre nordiske riger eksisterede allerede i middelalderen og blev i 1397 forenet som ligev¾rdige og suver¾ne stater i Kalmarunionen.

Gustav Vasa var en usurpator og opkomling i monarkernes kreds, og valget af ham til konge fulgte ikke engang det svenske landslovs regler. Hans magtovertagelse bet¿d, at Sverige blev brudt ud af den nordiske union, og at den f¾lles svensk-norsk-danske kongesl¾gt blev erstattet pŒ den svenske trone af hans egen familie, som manglede kongelig oprindelse. Konsekvenser af Gustav Vasas fremmarch var bŒde politisk og sproglig splittelse i Norden.

Selv den tidlige middelalderlige opdeling af Norden i tre riger var kunstig, og gennem Œrhundrederne har gr¾nserne og tilh¿rsforholdet i omrŒderne flyttet sig dramatisk. Rigerne blev dannet i forbindelse med de tre ¾rkebispes¾der oprettet af paven i Lund, Nidaros (Trondheim) og Uppsala: Danmark, Norge og Sverige, som m¿dtes ved G¿ta elvs udmunding. Ustabiliteten i opdelingen i stater viser sig ikke mindst i, at alle tre ¾rkebispes¾der endte inden for Sveriges gr¾nser gennem Roskildefreden i 1658. Kategoriseringen i danskere, nordm¾nd og svenskere er en konsekvens af den politiske opdeling af territoriet og ikke baseret pŒ, at der ville have v¾ret tre oprindeligt adskilte folkeslag. I stedet er Skandinaviens befolkning et sammenslŒet resultat af flere indvandringsb¿lger i forskellige perioder efter indlandsisens afsmeltning. Dialektale variationer i det f¾lles nordiske sprog er gennem tiden blevet formet til separate sprog for staterne.

I 1300-tallet opstod en mulighed for at oph¾ve splittelsen af Norden. De tre kongesl¾gter, der regerede i hvert af de nordiske riger, var sammenv¾vet gennem ¾gteskabsbŒnd og d¿de alle tre ud i den mandlige linje. PŒ et grundlag af arv tilfaldt rigerne sŒ en og samme person, den pommerske hertug Bogislav, der under navnet Erik blev kronet i Kalmar den 17. juni 1397 som konge af de tre riger. Dermed blev Kalmarunionen oprettet, som strakte sig over hele Norden fra Karelen i ¿st til Gr¿nland i vest og var Europas st¿rste statsdannelse pŒ overfladen. F¾lles politiske og ¿konomiske interesser for at modstŒ tysk ekspansion mod nord var motiver for denne personalunion.

Muligheden for en f¾lles monark i de nordiske lande blev Œbnet, da kong HŒkon 5. af Norge d¿de i 1319 som det sidste mandlige medlem af den norske kongesl¾gt. Hans datter Ingeborg var gift med den svenske konges¿n, hertug Erik, og deres s¿n Magnus Eriksson blev konge af bŒde Norge og Sverige, ligesom hans s¿n HŒkon Magnusson. Det sidste mandlige medlem af det danske kongehus, Valdemar Atterdag, fik datteren Margrete. Hun var gift med HŒkon Magnusson, og deres eneste barn, Oluf, var til geng¾ld det sidste mandlige medlem af den svenske kongesl¾gt. Oluf var sŒledes arving til alle tre riger og blev konge af Danmark i 1376 og Norge i 1380, men nŒede aldrig at blive konge af Sverige, f¿r han d¿de kun 16 Œr gammel i 1387. Hans mor, dronning Margrete, blev derefter regent over Danmark og Norge og i 1389 ogsŒ Sverige.

Margretes s¿ster var gift med Magnus Erikssons nev¿. Deres barnebarn var Bogislav af Pommern, som Margrete sŒledes gjorde til sin arving under navnet Erik og blev konge af de forenede nordiske lande. Han kunne kr¾ve arv til Sverige og Norge pŒ sin morfars side og til Danmark pŒ sin mormors. Erik blev dog afsat og d¿de barnl¿s. Kongev¾rdigheden overgik til hans nev¿ Christoffer af Bayern, som blev valgt til konge af Danmark i 1440, Sverige i 1441 og Norge i 1442. OgsŒ han d¿de barnl¿s, og tronerne overgik til en anden efterkommer af Magnus Erikssons s¿ster, Christian af Oldenborg, som blev valgt konge af Danmark 1448, Norge 1450 og Sverige 1457. I de to f¿rstn¾vnte regerede han til sin d¿d i 1481 og i Sverige til 1464. Han blev stamfader til den kongesl¾gt, den Oldenborgske ¾t, der med s¿nnen Hans og s¿nnes¿nnen Christian 2. regerede i Kalmarunionen indtil dens opl¿sning og g¿r det i Danmark og Norge ogsŒ i dag. Sl¾gten henter sŒledes sine tronkrav fra alle de gamle middelalderlige kongesl¾gter i de tre riger, og unionskongen var ikke specifikt dansk, som hans modstander Gustav Vasas propaganda ville h¾vde, men ligesŒ svensk og norsk.

I n¾sten hundrede Œr f¿r Kalmarunionens opl¿sning handlede en r¾kke besl¾gtede medlemmer af den svenske h¿jadelen for at forlade unionen og udn¾vne en af deres egne m¾nd til konge, mens andre i adelen ¿nskede at bevare unionen. Da Gustav Vasa endelig lykkedes i 1523, blev et samlet Norden afl¿st af en n¾sten 300 Œr lang splittelse og fjendskab mellem en dansk og en svensk kongemagt, begge med ambitioner om at fort¾re den anden.

Et forenet Norden ville nok bedre have v¾ret i stand til at modstŒ tyske og russiske ekspansionsfors¿g gennem historien i trŒd med Kalmarunionens intention. En sproglig konsekvens af, at Gustav Vasa kn¾kkede den nordiske enhed, er, at nordboere fra forskellige lande i dag har sv¾rt ved at forstŒ hinanden, ikke mindst svenskere og danskere. Hvis unionen havde holdt, ville vi i 1500-tallet have kunnet fŒ en f¾lles bibelovers¾ttelse i stedet for en svensk og en dansk, som blev norm for to separate skriftsprog. De dialektale forskelle inden for Norden vurderes ikke at v¾re st¿rre end inden for det tyske sprogomrŒde, sŒ det fremstŒr ikke umuligt at have et enkelt nordisk skriftsprog, som ogsŒ virker samlende pŒ talesproget. Sprogf¾llesskabet ville un¾gtelig ogsŒ v¾re blevet styrket med samme radio og tv i hele Norden. At kommunikere pŒ et f¾lles modersmŒl i unionen ville have v¾ret lige sŒ oplagt, som det er i dag i hvert enkelt land.

I nogle fŒ Œr under den svenske stormagtstid udvidede Gustav Vasas oldeb¿rn Sverige markant gennem erobringer i krige mod Danmark: i 1645 Jemtland, Herjedalen, sognene Serna og Idre, Gotland, ¯sel (tabt til Rusland i 1710) og Halland (pŒ tredive Œr) og i 1658 SkŒne, Blekinge, Halland (permanent) og Bohuslen samt Bornholm og Trondheims len, som dog begge to Œr senere blev tilbageleveret. Efter at Sverige havde bem¾gtiget sig Danmarks ¿stlige halvdel, gjorde Rusland i 1809 det samme mod Sverige i form af Finland. I 1814 beslaglagde Sverige Danmarks nordlige halvdel ved at tvinge Norge ind i en personalunion. Tre omrŒder, der var flyttet mellem monarkierne, erkl¾rede sig til sidst uafh¾ngige, Norge i 1905, Finland i 1917 og Island i 1944, mens Sverige har bevaret de erobrede danske provinser i syd og de norske i vest.

Fem lande, med hver deres del af den nordiske kystlinje og tilst¿dende landomrŒde, er blevet regionens s¾t af stater. Men historien kunne have taget en anden vej. Hvis det havde v¾ret mildere i begyndelsen af februar 1658, sŒ B¾lternes is ikke havde holdt, ville n¾sten to millioner indbyggere i SkŒne, Blekinge og Halland i dag have v¾ret i stand til at tage ¯resundstoget til ikke blot et fremmed lands hovedstad, men til deres egen, K¿benhavn. Tegningen af landegr¾nser adskiller naboer, der kan se hinanden pŒ tv¾rs af sundet og forener samtidig Malm¿s beboere med indbyggerne i Kummavuopio, hvor vejen er 2 000 kilometer lang og delvist gŒr gennem Finland. Sveriges tidligere danske og norske provinser samt Finland og Island har i meget l¾ngere tid tilh¿rt en anden stat end den nuv¾rende.

Det er dog hverken givet eller let at genoprette, hvad historiens luner har udrettet. Mens man kan beklage den splittelse af Norden, der er forŒrsaget af magtinteresser gennem historien, er der opstŒet en merv¾rdi med fem parallelle stater, der kan forme de l¿sninger, hver is¾r finder bedst, som inspiration for hinanden.

Ingen steder i verden har en gruppe af suver¾ne stater udviklet et sŒ t¾t samarbejde som de fem nordiske lande og tre selvstyrende omrŒder. Samme Œr som Sverige fejrer 500-Œret for den nordiske unions sammenbrud, kan hele Norden ogsŒ for f¿rste gang i et halvt Œrtusinde blive forsvarspolitisk genforenet, hvis Sverige som det sidste nordiske land bliver medlem af Nato. En v¾sentlig del af det, Gustav Vasa forŒrsagede, ville sŒledes blive repareret.

Tre kroner er det velkendte officielle symbol pŒ Sverige, ved siden af det blŒ-gule korsflag. Dette rigsvŒben bruges af kongehuset, riksdagen, regeringen, h¿jesteret, forsvaret, politiet, andre myndigheder – og ogsŒ af det svenske ishockeylandshold, som netop hedder Tre kronor. Samtidig findes de tre kroner af guld, arrangeret to over Žn i et blŒt felt, ogsŒ i Danmarks kongevŒben, som tidligere blev kaldt det store rigsvŒben.

At tre kroner kom i brug som Sveriges rigsvŒben skyldes en kombination af misforstŒelser og hybris. Oprindeligt var det et unionsvŒben med hver en krone for Sverige, Norge og SkŒne. Den politiske udvikling i Norden bragte sŒ kronerne ind i det danske rigsvŒben.

Det rigtige vŒben for Sverige er noget andet. I middelalderen blev riger symboliseret ved den herskende families vŒbenskjold, i Sveriges tilf¾lde Bj¾lbo¾tten (tidligere i historieskrivning kaldet Folkunga¾tten): en oprejst l¿ve af guld i et blŒt felt med tre ginbalker (parallelle skrŒ bŒnd) af s¿lv.

Bj¾lbo¾ttens Magnus Eriksson (1316–1374) tegnede sig som konge af Sverige, Norge og SkŒne, som tidligere var en meget betydelig del af Danmark. Han havde erhvervet sine tre dom¾ner gennem henholdsvis f¾drearv, m¿drearv og k¿b. Senest i 1330'erne begyndte han at bruge tre kroner som vŒben til sit tredobbelte v¾lde. Han har formentlig fŒet farven blŒ og metallet guld fra sit familievŒben. Hans nev¿ Albrecht af Mecklenburg efterfulgte ham kun som konge i Sverige, men fortsatte alligevel med at b¾re det tre-kronede vŒbenskjold. Efter at Albrecht var afsat, samlede dronning Margrete hele Norden under sin ledelse og havde som billede i sit segl fra 1390 et skjold med tre kroner. Dermed blev dette vŒben et symbol for alle tre nordiske riger, som hun herskede over: Sverige, Norge og Danmark. Derefter var tre kroner i vŒbnet for alle unionsmonarker.

Kalmarunionens f¿rste konge, Erik af Pommern, havde kun det tre-kronede skjold i sit segl og i sit fuldst¾ndige heraldiske vŒben et r¿dt kors, der delte skjoldet i fire felter med Danmarks vŒben, de tre unionskroner, Sveriges vŒben i form af Bj¾lbo¾ttens skjoldm¾rke og Pommerns vŒben, som ogsŒ var hans eget familievŒben, samt i et hjerteskjold placeret pŒ midten af korset Norges vŒben. Det er sŒledes tydeligt, at trekroners vŒbnet ikke refererer til Sverige, men til den nordiske union.

Sandsynligvis inspireret af Eriks vŒben introducerede Karl Knutsson (Bonde) som svensk konge det, der stadig i dag er forbilledet for Sveriges store rigsvŒben: et guldkors, der deler skjoldet i fire felter, det f¿rste og fjerde med tre kroner og det andet og tredje med Bj¾lbo¾ttens vŒben, samt monarkens familievŒben i et hjerteskjold. Bj¾lbo¾ttens vŒbenskjold henviser til Sverige og de tre kroner til kongens bredere nordiske krav. Karl blev ogsŒ konge af Norge for en kort tid, men aldrig af Danmark.

Med en hentydning til Kalmarunionen er tre kroner stadig i Danmarks kongevŒben. Deres tilstedev¾relse dŽr var en af Œrsagerne til den nordiske syvŒrskrig 1563–1570, hvorefter Danmark fik ret til at b¾re de tre kroner, men uden at g¿re krav pŒ dem som et symbol pŒ dansk overherred¿mme over Sverige. I Danmark, som kan siges at v¾re den eneste del, der ikke har skilt sig ud af unionen, har det f¾llesnordiske kongehus fortsat regeret uafbrudt, mens det i Sverige blev v¾ltet af Gustav Vasa i 1523.

I stedet for det store rigsvŒben med dets hovedskjold med fire felter er en forenklet variant blevet det hyppigst sete heraldiske symbol for Sverige: det sŒkaldte lille rigsvŒben med kun tre kroner i skjoldet. Men Sveriges egentlige rigsvŒben er altsŒ Bj¾lbo¾ttens gyldne l¿ve i et blŒt felt med tre hvide striber, der rangerer blandt l¿vevŒbenene for Danmark, Norge, Finland og Slesvig. Andre dele af Norden har fŒet indf¿dte dyr i deres vŒbenskjolde: land hjort, F¾r¿erne v¾dder, Gr¿nland isbj¿rn og Island falk, som dog er erstattet af et skjoldm¾rke udformet som landets korsflag. Det tre-kronede vŒbenskjold refererer til en nordisk union, hvis st¿rste omfang omfatter alle moderne selvst¾ndige stater og selvstyrende omrŒder i Norden.

Opdelingen i folkegrupperne svear (omkring M¾laren) og g¿tar (omkring V¾ttern) i Sveriges kongetitel fra middelalderen og frem til 1973 – "svea ok gšta konung" og senere "Sveriges och Gštes konung" – er formentlig baggrunden for en misforstŒelse fra Gustav Vasas tid om, at tre kroner var vŒbenskjold for Svea rige og Bj¾lbo¾ttens l¿ve for G¿ta rige, omtalt som G¿ta l¿ve. Bj¾lbo¾tten havde sin base i G¿taland, men sl¾gtsvŒbenet har aldrig betegnet nogen statsdannelse, der kun omfatter dette. Lige sŒ forkert blev unionsvŒbenet tre kroner nedsat til kun at henvise til Svealand.

Ideen om et G¿ta rige med Bj¾lbo¾ttens vŒbenskjold holdt ved, og da G¿teborg blev etableret ved G¿ta elvs udl¿b, modtog byen som vŒbenskjold denne kongesl¾gts vŒbenskjold med desuden at l¿ven pŒ hovedet b¾rer en kongelig krone og holder et sv¾rd i den ene forpote og et skjold i den anden med tre kroner, der symboliserer Sveriges forsvar mod vest. Alternativt kunne de to skjolde, der indgŒr i G¿teborgs vŒbenskjold, fŒ deres oprindelige, middelalderlige betydning. SŒ er l¿veskjoldet Sveriges vŒbenskjold og det trekronede skjold den nordiske unions. ByvŒbenet rummer sŒledes en passende symbolik for denne svenske by, som ligger netop dŽr, hvor Sverige, Norge og Danmark engang m¿dtes ved flodens udl¿b. Under 1. verdenskrig var der dem, der argumenterede for et nordisk statsforbund med Gustaf 5. som kejser og G¿teborg som hovedstad.

Tre kroner som symbol pŒ Sverige kan muligvis siges at v¾re blevet mere aktuelt med frederne ved Br¿msebro i 1645 og i Roskilde i 1658, hvor riget efter erobringer blev kraftigt udvidet med dele af Danmark (SkŒne, Blekinge, Halland og Gotland) og Norge (Bohuslen, Jemtland, Herjedalen, Idre og Serna). Men kronerne rummer ogsŒ krav pŒ yderligere landomrŒder, hvilket er en problematisk symbolik, nŒr Europa er sŒ hŒndgribeligt vidne til, at en stat anser sig for at have ret til en andens territorium. Den ene krone henviste til Norge med det tidligere norske Island, F¾r¿erne og Gr¿nland, den anden f¿rst SkŒne men snart hele Danmark og den tredje Sverige med Finland og land. Da svenskerne ikke l¾ngere har ambitionen om at underl¾gge sig deres nordiske venner, er tre kroner ikke et optimalt symbol for Sverige.

 

 

 

 

slekt.se/kung

Start Sveriges kungaslŠkt

Start slekt.se

© 2023 Per Andersson