Sveriges kungasläkt Per Anderssons kartläggning av ättlingar till arvmonarkins grundare Gustav Vasa
	Sverige mod Kalmarunionen afspejlet i tre kroner (på dansk) I 2023 er det præcis 500 år siden, at Sverige trak sig ud af Kalmarunionen for at gå sine egne veje som nationalstat ved siden af Danmark og Norge. Gustav Vasa, grundlæggeren af det svenske arvemonarki, lod sig udnævne til Sveriges konge den 6. juni 1523, og det er til minde om denne diktator, at svenskerne fejrer deres nationaldag på den dato, dagen efter Danmarks grundlovsdag. I en tiendedel af dette halve årtusinde har kongens 91-foldige efterkommer og nutidige efterfølger, Carl 16. Gustaf, regeret, og den 15. september var det 50 år siden, han besteg tronen i 1973. I forbindelse med jubilæumsfejringen er der i Sverige præsenteret et forvrænget historiebillede, både i statens officielle kanaler og i de frie medier. Det er i bund og grund Gustav Vasas egen propaganda, der stadig lever efter et halvt årtusinde, og den forkerte historieskrivning bliver et angreb på Danmark. Myten om, at han befriede Sverige fra danskerne og den "danske" konge, gentages stadig ukritisk. Mere sandt var det, at et oprør under ledelse af Gustav Vasa væltede Sveriges legitime konge Christian 2., som også var konge af Norge og Danmark og også blev afsat der i 1523. Der var ikke tale om noget fjendskab mellem det svenske og det danske folk, men en indenrigspolitisk konflikt mellem aristokrati og kongemagt. Det hævdes endda, at Sverige fylder 500 år og dermed blev født som nation, da Gustav Vasa blev konge. Men alle de tre nordiske riger eksisterede allerede i middelalderen og blev i 1397 forenet som ligeværdige og suveræne stater i Kalmarunionen. Gustav Vasa var en usurpator og opkomling i monarkernes kreds, og valget af ham til konge fulgte ikke engang det svenske landslovs regler. Hans magtovertagelse betød, at Sverige blev brudt ud af den nordiske union, og at den fælles svensk-norsk-danske kongeslægt blev erstattet på den svenske trone af hans egen familie, som manglede kongelig oprindelse. Konsekvenser af Gustav Vasas fremmarch var både politisk og sproglig splittelse i Norden. Selv den tidlige middelalderlige opdeling af Norden i tre riger var kunstig, og gennem århundrederne har grænserne og tilhørsforholdet i områderne flyttet sig dramatisk. Rigerne blev dannet i forbindelse med de tre ærkebispesæder oprettet af paven i Lund, Nidaros (Trondheim) og Uppsala: Danmark, Norge og Sverige, som mødtes ved Gøta elvs udmunding. Ustabiliteten i opdelingen i stater viser sig ikke mindst i, at alle tre ærkebispesæder endte inden for Sveriges grænser gennem Roskildefreden i 1658. Kategoriseringen i danskere, nordmænd og svenskere er en konsekvens af den politiske opdeling af territoriet og ikke baseret på, at der ville have været tre oprindeligt adskilte folkeslag. I stedet er Skandinaviens befolkning et sammenslået resultat af flere indvandringsbølger i forskellige perioder efter indlandsisens afsmeltning. Dialektale variationer i det fælles nordiske sprog er gennem tiden blevet formet til separate sprog for staterne. I 1300-tallet opstod en mulighed for at ophæve splittelsen af Norden. De tre kongeslægter, der regerede i hvert af de nordiske riger, var sammenvævet gennem ægteskabsbånd og døde alle tre ud i den mandlige linje. På et grundlag af arv tilfaldt rigerne så en og samme person, den pommerske hertug Bogislav, der under navnet Erik blev kronet i Kalmar den 17. juni 1397 som konge af de tre riger. Dermed blev Kalmarunionen oprettet, som strakte sig over hele Norden fra Karelen i øst til Grønland i vest og var Europas største statsdannelse på overfladen. Fælles politiske og økonomiske interesser for at modstå tysk ekspansion mod nord var motiver for denne personalunion. Muligheden for en fælles monark i de nordiske lande blev åbnet, da kong Håkon 5. af Norge døde i 1319 som det sidste mandlige medlem af den norske kongeslægt. Hans datter Ingeborg var gift med den svenske kongesøn, hertug Erik, og deres søn Magnus Eriksson blev konge af både Norge og Sverige, ligesom hans søn Håkon Magnusson. Det sidste mandlige medlem af det danske kongehus, Valdemar Atterdag, fik datteren Margrete. Hun var gift med Håkon Magnusson, og deres eneste barn, Oluf, var til gengæld det sidste mandlige medlem af den svenske kongeslægt. Oluf var således arving til alle tre riger og blev konge af Danmark i 1376 og Norge i 1380, men nåede aldrig at blive konge af Sverige, før han døde kun 16 år gammel i 1387. Hans mor, dronning Margrete, blev derefter regent over Danmark og Norge og i 1389 også Sverige. Margretes søster var gift med Magnus Erikssons nevø. Deres barnebarn var Bogislav af Pommern, som Margrete således gjorde til sin arving under navnet Erik og blev konge af de forenede nordiske lande. Han kunne kræve arv til Sverige og Norge på sin morfars side og til Danmark på sin mormors. Erik blev dog afsat og døde barnløs. Kongeværdigheden overgik til hans nevø Christoffer af Bayern, som blev valgt til konge af Danmark i 1440, Sverige i 1441 og Norge i 1442. Også han døde barnløs, og tronerne overgik til en anden efterkommer af Magnus Erikssons søster, Christian af Oldenborg, som blev valgt konge af Danmark 1448, Norge 1450 og Sverige 1457. I de to førstnævnte regerede han til sin død i 1481 og i Sverige til 1464. Han blev stamfader til den kongeslægt, den Oldenborgske æt, der med sønnen Hans og sønnesønnen Christian 2. regerede i Kalmarunionen indtil dens opløsning og gør det i Danmark og Norge også i dag. Slægten henter således sine tronkrav fra alle de gamle middelalderlige kongeslægter i de tre riger, og unionskongen var ikke specifikt dansk, som hans modstander Gustav Vasas propaganda ville hævde, men ligeså svensk og norsk. I næsten hundrede år før Kalmarunionens opløsning handlede en række beslægtede medlemmer af den svenske højadelen for at forlade unionen og udnævne en af deres egne mænd til konge, mens andre i adelen ønskede at bevare unionen. Da Gustav Vasa endelig lykkedes i 1523, blev et samlet Norden afløst af en næsten 300 år lang splittelse og fjendskab mellem en dansk og en svensk kongemagt, begge med ambitioner om at fortære den anden. Et forenet Norden ville nok bedre have været i stand til at modstå tyske og russiske ekspansionsforsøg gennem historien i tråd med Kalmarunionens intention. En sproglig konsekvens af, at Gustav Vasa knækkede den nordiske enhed, er, at nordboere fra forskellige lande i dag har svært ved at forstå hinanden, ikke mindst svenskere og danskere. Hvis unionen havde holdt, ville vi i 1500-tallet have kunnet få en fælles bibeloversættelse i stedet for en svensk og en dansk, som blev norm for to separate skriftsprog. De dialektale forskelle inden for Norden vurderes ikke at være større end inden for det tyske sprogområde, så det fremstår ikke umuligt at have et enkelt nordisk skriftsprog, som også virker samlende på talesproget. Sprogfællesskabet ville unægtelig også være blevet styrket med samme radio og tv i hele Norden. At kommunikere på et fælles modersmål i unionen ville have været lige så oplagt, som det er i dag i hvert enkelt land. I nogle få år under den svenske stormagtstid udvidede Gustav Vasas oldebørn Sverige markant gennem erobringer i krige mod Danmark: i 1645 Jemtland, Herjedalen, sognene Serna og Idre, Gotland, Øsel (tabt til Rusland i 1710) og Halland (på tredive år) og i 1658 Skåne, Blekinge, Halland (permanent) og Bohuslen samt Bornholm og Trondheims len, som dog begge to år senere blev tilbageleveret. Efter at Sverige havde bemægtiget sig Danmarks østlige halvdel, gjorde Rusland i 1809 det samme mod Sverige i form af Finland. I 1814 beslaglagde Sverige Danmarks nordlige halvdel ved at tvinge Norge ind i en personalunion. Tre områder, der var flyttet mellem monarkierne, erklærede sig til sidst uafhængige, Norge i 1905, Finland i 1917 og Island i 1944, mens Sverige har bevaret de erobrede danske provinser i syd og de norske i vest. Fem lande, med hver deres del af den nordiske kystlinje og tilstødende landområde, er blevet regionens sæt af stater. Men historien kunne have taget en anden vej. Hvis det havde været mildere i begyndelsen af februar 1658, så Bælternes is ikke havde holdt, ville næsten to millioner indbyggere i Skåne, Blekinge og Halland i dag have været i stand til at tage Øresundstoget til ikke blot et fremmed lands hovedstad, men til deres egen, København. Tegningen af landegrænser adskiller naboer, der kan se hinanden på tværs af sundet og forener samtidig Malmøs beboere med indbyggerne i Kummavuopio, hvor vejen er 2 000 kilometer lang og delvist går gennem Finland. Sveriges tidligere danske og norske provinser samt Finland og Island har i meget længere tid tilhørt en anden stat end den nuværende. Det er dog hverken givet eller let at genoprette, hvad historiens luner har udrettet. Mens man kan beklage den splittelse af Norden, der er forårsaget af magtinteresser gennem historien, er der opstået en merværdi med fem parallelle stater, der kan forme de løsninger, hver især finder bedst, som inspiration for hinanden. Ingen steder i verden har en gruppe af suveræne stater udviklet et så tæt samarbejde som de fem nordiske lande og tre selvstyrende områder. Samme år som Sverige fejrer 500-året for den nordiske unions sammenbrud, kan hele Norden også for første gang i et halvt årtusinde blive forsvarspolitisk genforenet, hvis Sverige som det sidste nordiske land bliver medlem af Nato. En væsentlig del af det, Gustav Vasa forårsagede, ville således blive repareret. Tre kroner er det velkendte officielle symbol på Sverige, ved siden af det blå-gule korsflag. Dette rigsvåben bruges af kongehuset, riksdagen, regeringen, højesteret, forsvaret, politiet, andre myndigheder – og også af det svenske ishockeylandshold, som netop hedder Tre kronor. Samtidig findes de tre kroner af guld, arrangeret to over én i et blåt felt, også i Danmarks kongevåben, som tidligere blev kaldt det store rigsvåben. At tre kroner kom i brug som Sveriges rigsvåben skyldes en kombination af misforståelser og hybris. Oprindeligt var det et unionsvåben med hver en krone for Sverige, Norge og Skåne. Den politiske udvikling i Norden bragte så kronerne ind i det danske rigsvåben. Det rigtige våben for Sverige er noget andet. I middelalderen blev riger symboliseret ved den herskende families våbenskjold, i Sveriges tilfælde Bjælboætten (tidligere i historieskrivning kaldet Folkungaætten): en oprejst løve af guld i et blåt felt med tre ginbalker (parallelle skrå bånd) af sølv. Bjælboættens Magnus Eriksson (1316–1374) tegnede sig som konge af Sverige, Norge og Skåne, som tidligere var en meget betydelig del af Danmark. Han havde erhvervet sine tre domæner gennem henholdsvis fædrearv, mødrearv og køb. Senest i 1330'erne begyndte han at bruge tre kroner som våben til sit tredobbelte vælde. Han har formentlig fået farven blå og metallet guld fra sit familievåben. Hans nevø Albrecht af Mecklenburg efterfulgte ham kun som konge i Sverige, men fortsatte alligevel med at bære det tre-kronede våbenskjold. Efter at Albrecht var afsat, samlede dronning Margrete hele Norden under sin ledelse og havde som billede i sit segl fra 1390 et skjold med tre kroner. Dermed blev dette våben et symbol for alle tre nordiske riger, som hun herskede over: Sverige, Norge og Danmark. Derefter var tre kroner i våbnet for alle unionsmonarker. Kalmarunionens første konge, Erik af Pommern, havde kun det tre-kronede skjold i sit segl og i sit fuldstændige heraldiske våben et rødt kors, der delte skjoldet i fire felter med Danmarks våben, de tre unionskroner, Sveriges våben i form af Bjælboættens skjoldmærke og Pommerns våben, som også var hans eget familievåben, samt i et hjerteskjold placeret på midten af korset Norges våben. Det er således tydeligt, at trekroners våbnet ikke refererer til Sverige, men til den nordiske union. Sandsynligvis inspireret af Eriks våben introducerede Karl Knutsson (Bonde) som svensk konge det, der stadig i dag er forbilledet for Sveriges store rigsvåben: et guldkors, der deler skjoldet i fire felter, det første og fjerde med tre kroner og det andet og tredje med Bjælboættens våben, samt monarkens familievåben i et hjerteskjold. Bjælboættens våbenskjold henviser til Sverige og de tre kroner til kongens bredere nordiske krav. Karl blev også konge af Norge for en kort tid, men aldrig af Danmark. Med en hentydning til Kalmarunionen er tre kroner stadig i Danmarks kongevåben. Deres tilstedeværelse dér var en af årsagerne til den nordiske syvårskrig 1563–1570, hvorefter Danmark fik ret til at bære de tre kroner, men uden at gøre krav på dem som et symbol på dansk overherredømme over Sverige. I Danmark, som kan siges at være den eneste del, der ikke har skilt sig ud af unionen, har det fællesnordiske kongehus fortsat regeret uafbrudt, mens det i Sverige blev væltet af Gustav Vasa i 1523. I stedet for det store rigsvåben med dets hovedskjold med fire felter er en forenklet variant blevet det hyppigst sete heraldiske symbol for Sverige: det såkaldte lille rigsvåben med kun tre kroner i skjoldet. Men Sveriges egentlige rigsvåben er altså Bjælboættens gyldne løve i et blåt felt med tre hvide striber, der rangerer blandt løvevåbenene for Danmark, Norge, Finland og Slesvig. Andre dele af Norden har fået indfødte dyr i deres våbenskjolde: Åland hjort, Færøerne vædder, Grønland isbjørn og Island falk, som dog er erstattet af et skjoldmærke udformet som landets korsflag. Det tre-kronede våbenskjold refererer til en nordisk union, hvis største omfang omfatter alle moderne selvstændige stater og selvstyrende områder i Norden. Opdelingen i folkegrupperne svear (omkring Mælaren) og gøtar (omkring Vættern) i Sveriges kongetitel fra middelalderen og frem til 1973 – "svea ok göta konung" og senere "Sveriges och Götes konung" – er formentlig baggrunden for en misforståelse fra Gustav Vasas tid om, at tre kroner var våbenskjold for Svea rige og Bjælboættens løve for Gøta rige, omtalt som Gøta løve. Bjælboætten havde sin base i Gøtaland, men slægtsvåbenet har aldrig betegnet nogen statsdannelse, der kun omfatter dette. Lige så forkert blev unionsvåbenet tre kroner nedsat til kun at henvise til Svealand. Ideen om et Gøta rige med Bjælboættens våbenskjold holdt ved, og da Gøteborg blev etableret ved Gøta elvs udløb, modtog byen som våbenskjold denne kongeslægts våbenskjold med desuden at løven på hovedet bærer en kongelig krone og holder et sværd i den ene forpote og et skjold i den anden med tre kroner, der symboliserer Sveriges forsvar mod vest. Alternativt kunne de to skjolde, der indgår i Gøteborgs våbenskjold, få deres oprindelige, middelalderlige betydning. Så er løveskjoldet Sveriges våbenskjold og det trekronede skjold den nordiske unions. Byvåbenet rummer således en passende symbolik for denne svenske by, som ligger netop dér, hvor Sverige, Norge og Danmark engang mødtes ved flodens udløb. Under 1. verdenskrig var der dem, der argumenterede for et nordisk statsforbund med Gustaf 5. som kejser og Gøteborg som hovedstad. Tre kroner som symbol på Sverige kan muligvis siges at være blevet mere aktuelt med frederne ved Brømsebro i 1645 og i Roskilde i 1658, hvor riget efter erobringer blev kraftigt udvidet med dele af Danmark (Skåne, Blekinge, Halland og Gotland) og Norge (Bohuslen, Jemtland, Herjedalen, Idre og Serna). Men kronerne rummer også krav på yderligere landområder, hvilket er en problematisk symbolik, når Europa er så håndgribeligt vidne til, at en stat anser sig for at have ret til en andens territorium. Den ene krone henviste til Norge med det tidligere norske Island, Færøerne og Grønland, den anden først Skåne men snart hele Danmark og den tredje Sverige med Finland og Åland. Da svenskerne ikke længere har ambitionen om at underlægge sig deres nordiske venner, er tre kroner ikke et optimalt symbol for Sverige.	slekt.se/kung Start Sveriges kungasläkt ➤ Start slekt.se ➤ © 2023 Per Andersson